Musik ved Prinsens Livregiment

Af Hans Erik Christiansen - musikdirigent ved Prinsens Livregiments Musikkorps

BEGYNDELSEN

Prinsens Livregiment blev oprettet i 1657, men arkiverne, som dokumenterer regimentets virksomhed i de første mange år, er meget mangelfulde. Det er i reglen sådan, at man kun har fuldstændige afdelingsarkiver fra 1840. Fra perioden 1765-1840 er de ukomplette, og fra før 1765 vil de som oftest mangle helt, og det gælder også her. Det betyder, at hvis man vil vide noget om tilstedeværelse af musik ved regimentet, må man især søge andre steder. Man kunne lede i samlingerne af officielle skrivelser i f.eks. Rigsarkivet og sammenholde overvejelserne med den generelle udvikling af militærmusikken i Europa. Undersøgelser i de officielle dokumenter giver som resultat 2 væsentlige oplysninger:

Édouard Manet - Le Fifre (1866)

Det kan konstateres, at regimentet har haft tilknyttet musik helt fra starten. Denne oplysning findes i Feltmarskal von Ebersteins kapitulation (kontrakt om hvervning). I pkt. 4 står nemlig: "Sollen ihme auff Jeden tauglichem Knecht 30 Reichthaler werbgelder gereichen und gegeben werden, die Er dafür liefern wirdt, Jedoch ohne Gewehr, Spiel und Fähnlein, so wir denselben selbst verschaffen wollen...". Kontrakten, som findes i Rigsarkivet, Patenten Anno 1657, siger altså, at Kongen selv vil levere regimentet særlig udrustning som våben, faner og 'Spiel' (= musik). Og det gjorde han naturligvis, og von Eberstein kunne da også lade fredsslutningen efter Karl-Gustav-krigene - modtaget ved Rescript 2 JUN 1660 - kundgøre ved "...Pauken-, Trommel- und Trompetenschall". Von Eberstein havde kommandoen over de styrker, såvel fodfolk som rytteri, som på dette tidspunkt var placeret på Fyn og i Jylland. Derfor 'Trommel-' såvel som 'Pauken- und Trompetenschall'.

Piber og trommer var i 1657 et gennemprøvet og færdigudviklet medium til signal- og marchbrug.  Udviklingsperioden havde været lang: Allerede foran Visbys mure i 1361 havde Valdemar Atterdags fodfolk piber og trommer ved hvert kompagni. Også Flåden havde signalmusikere til sine 'soldater af Landetaten', som var med ombord: I 1510 havde snekken Biskoppen påmønstret 1 piber og 1 tromme. Flådens signaler blev ellers, op igennem tiden, udført af skibstrompetere og trommeslagere.

Et andet interessant faktum er, at regimentet - under navnet Prins Frederiks Regiment - får sit musikkorps officielt godkendt ved en direkte skrivelse til regimentet 19 april 1766. I rescriptsamlingen står: "Comunicat. ang., at Prinds Friederichs Regim. maae trække paa Vagt med dets havende Musik og bruge samme i Tjenesten..". Udtrykket 'havende musik' betyder, at musikkorpset eksisterede før denne dato, som vel er den officielle 'fødselsdag'. Den direkte skrivelse til regimentet var nødvendig, idet regimenterne først ved Hærordningen 1 juli 1767 blev normeret med musikkorps.

Musikkorpset havde altså fungeret i nogen tid. Man brugte undertiden at undlade at hverve et antal f.eks. musketérer, og så bruge solden til at aflønne musikere. Det har sandsynligvis også været fremgangsmåden her, men det betyder samtidigt, at det præcise tidspunkt for oprettelsen ikke vil kunne spores. Hvis der havde været f.eks. mandskabslister, ville musikernes navne jo have været skjult under kategorien musketérer.

Mens er det således ikke muligt at fastslå den nøjagtige dato, kan vi dog indkredse tidspunktet med en stor grad af sandsynlighed:

• De kongelige regimenter, som Livgarden og det senere Dronningens Livregiment, omtaler skalmejeblæsere allerede umiddelbart efter deres oprettelse i 1657/58.

• Egentlige musikkorps eksisterer allerede 20 år efter, igen hos de kongelige regimenter: Drabantgarden normeres med 5 skalmejeblæsere i 1682, og ved Livgardens nyuniformering i 1685 omtales skalmejeblæsernes uniform - og når de ligefrem omtales, har man jo nok allerede haft et fungerende musikkorps. Men vi kan endnu nærmere bestemme tidspunktet indenfor disse 20 år.

• I 1676 beder Oberst Thile Henrik Nimphen, i sin kapitulationsansøgning, om et antal nærmere specificerede 'Kunstpfeiffere' (bl.a. skalmejeblæsere). Af specifikationen kan vi konstatere, at der er tale om et ensemble på min. 4 stemmer. Om han er den første, der får den ide, at skalmejeblæserne skal udgøre et flerstemmigt ensemble, er vel næppe sandsynligt, og hans nyhvervede regiment var i hvert fald ikke mere betydningsfuldt, end at man uden videre, få måneder efter, indlemmede det i det fornemmere Dronningens Livregiment. Med tanke på regimenternes organisatorisk ret selvstændige stilling ved enevældens start, må etablering af et musikkorps have været dels et økonomisk spørgsmål, dels et spørgsmål om behov. Havde regimentet en fornem, måske kongelig, person som chef, måtte regimentet selvfølgelig kunne optræde med tilsvarende pragt og glans. De rigeste og fornemmeste af fodregimenterne var de kongelige; Livgarden, Dronningens Livregiment m.v., og det er sandsynligt, at de var de første, der indførte musikkorps. Denne proces har allerede været i gang i 1676, og så er Nimphen blevet inspireret af det.

• I 1676 bliver også det oprindelige Ebersteins Regiment kongeligt, under navnet Prins Christians Regiment, og i tråd med ovennævnte hypotese, kunne musikkorpset så være oprettet på ca. dette tidspunkt og er således knap 350 år gammelt.

FRA SKALMEJEBLÆSERE OVER HOBOISTKORPS TIL HARMONIMUSIK

Skalmeje

I starten var musikkorpset altså et lille flerstemmigt ensemble på omkring 5 skalmejeblæsere. Det mest karakteristiske ved skalmejen var kraftige, snerrende toner, og selvom ensemblet således ikke just har produceret velklang efter vore øren (lyden er undertiden blevet karakteriseret som 'snadrende ænder'), var fremskridtet, fra den lidt ensformige musik for piber og trommer til den flerstemmige musik, enormt. Musikkorpset er givet blevet benyttet flittigt. Så flittigt, at man hurtigt har fået øjnene op for dets mangler og f.eks. har set sig om efter musikalsk mere tilfredsstillende instrumenter. Og de var lige på trapperne.

Allerede omkring år 1700 indføres et nykonstrueret instrument på melodistemmen og de øverste stemmer, nemlig oboen - eller hautbois'en. Ca. 1730 er det basstemmen og de nederste stemmer, der får tilført nye instrumenter: Fagotten. Man har så et ensemble med 2-3 oboer i forskellige størrelse øverst og 2-3 fagotter i forskellige størrelser nederst. Praktisk brug har hurtigt vist, at de største oboer og de mindste fagotter – altså mellemstemmerne - ikke var f.eks. klangligt tilfredsstillende nok. Derfor erstatter man dem i midten af århundredet med klarinet og waldhorn. På det tidspunkt, hvor musikkorpset bliver officielt godkendt, består det således af 6 musikere med disse 4 instrumenttyper, og det er for disse, 'Prins Frederiks March' er skrevet. Hvordan den nøjagtige besætning har været, kan ikke siges præcist, da den er overleveret i en enstemmig udgave i brødrene Basts håndskrevne nodebog til violinspil fra o. 1770 (Det Kgl. Bibliotek).

Coldstream Guards 1700-tals musikkorps

Musikkorpsets forskellige forhold, herunder instrumentsammensætningen, var til dels overladt regimentet. Kun normeringen på 6 hoboister var fast. Status i midten af 1700-tallet: Piber og trommer til signaler ved kompagnierne, piber og trommer samlet som en gruppe – tambourkorps – til marchbrug, og endelig hoboistkorpset/musikkorpset til at løse andre, måske mere specielle, musikalske opgaver udover marchmusik.

Nu siger det sig selv, at 6 træblæsere i fri luft ikke lyder af så forfærdelig meget. Hoboistkorpset, med den nu forbedrede klang, frembragte fine - næsten kammermusikalske - spinkle toner. Man savnede noget martialsk, et element af volumen. Derfor indførtes en efterligning af den tyrkiske krigsmusik, janitcharmusikken, som man havde lært at kende under krigene på Balkan, ved regimenterne omkring 1760. Denne janitcharmusik var blevet overordentlig populær i hele Europa. Endog i kunstmusikken havde den sneget sig ind f.eks. i Mozarts opera 'Bortførelsen fra Seraillet'. Janitcharmusikken udførtes af pibere og tamburer og bestod af piber, trompet, triangel, bjælder, klokker, bækken og store og små trommer - et herligt og grueligt spektakel, spillet uden noder, næsten improvisatorisk som jazzmusik, og anført af den tyrkiske halvmåne, merkurstangen eller det tyrkiske klokkespil, som det undertiden kaldtes. De 2 grupper var adskilte; når hoboisterne havde sluttet et musikstykke, tog janitsharerne fat og omvendt. 

Hen imod år 1800 gik udviklingen i retning af at kunne løse større musikalske opgaver. Man havde fået en åbning i de stramme betingelser for offentlig musicering: 25 maj 1800 gives musikken fri, idet stadsmusikanternes eneret til at fremføre musik ophæves - først på landet, men senere også i hovedstaden og købstæderne. Hoboister og janitcharer samledes så i et korps. Og da den (i sammenligning med oboen) meget mere fleksible klarinet overtog melodistemrnen, og messinginstrumenterne fik indført ventiler (opfundet ca. 1815), smeltede de 2 elementer, hoboistmusikken og janitcharmusikken, sammen til en ægte selvstændig musikform, kaldet harmonimusik; det, vi forbinder med militærmusikkens klangbillede – den særlige sammensætning af blæsere og slagtøj.

1800-tals militært musikkorps med harmonibesætning

Det var i de første 10-15 år efter 1800, denne nye militære orkestertype blev udviklet. Det hjalp selvsagt, at musikkorpset, som ellers konstant havde holdt sig på 6 mand, fra tronskiftet i 1808 langsomt voksede sig større og større, i takt med tilførsel af flere og forbedrede instrumenter. Grunden var, som sagt, ønsket om at kunne honorere større musikalske krav ved de stedse mere omfattende offentlige musiceringer, der begyndte på dette tidspunkt. Der opstod en formelig kappestrid - til musikkens bedste - mellem regimenterne om at have det største, bedste og flotteste musikkorps. I 1817 tillod Kongen endog, at regimenterne selv bestemte uniformernes udseende og udstyr, blot det ikke kostede staten penge.

Ca. 1840 har det - som Kongens Regiments Musikkorps - nået en størrelse på 25 mand. Korpset havde kostbare sølvbroderede uniformer, men varetog også, sammen med Livgarden, taffelmusikken. Musikkorpsene havde på dette tidspunkt ikke dirigenter - blot en forblæser uden speciel rang. Nogle korps havde dog en musikinstruktør, en såkaldt musikmester, og dette gjaldt f.eks.. Kongens Regiment. Man benyttede Andreas Hallager (1796-1853), der var ansvarlig for taffelmusikken. Han er en interessant person, som også havde været hoboist i Sverige og studeret i Rusland. Han blev i øvrigt musikdirektør (dirigent) ved korpsets overgang i til 2. Brigade. Ved Hærloven af 1842 opløstes regimenterne og omdannedes til bataljoner. De maleriske navne, også Kongens Regiment, forsvandt, og afdelingen blev til 6. Bataljon. Samtidigt overgik musikkorpset til bataljonens overbygning, 2. Brigade, og bataljonen havde så kun piber og trommer tilbage.

I årene efter 1800 havde musikkorpset, garnisoneret i København, deltaget i de nævnte offentlige musiceringer, som havde fået et mægtigt opsving i sommeren 1840. Det findes dokumenteret i rescriptsamlingen. 25 oktober 1842 omtales -da musikkorpset har forladt afdelingen og indgår under 2. Brigade - den "Understøttelses-, pensions- og enkekasse, som 25 hoboister ved forrige Kongens Regiment dannede i forening". Midlerne var netop fremkommet ved de offentlige musiceringer og anbragt i statspapirer, og fremtidige indtægter og renter skulle nu administreres af 2. Brigade.

H.C. Lumbye>

Bag de lakoniske oplysninger om kassen og dens administration skjuler sig historien om en musikalsk kappestrid af dimensioner. Situationen var, at København i 1839/40 var vældig optaget af et nymodens fænomen: 'Koncert á la Strauss', foranlediget af et besøg i sommeren 1839 af et østrigsk ensemble, som havde spillet Wiener-dansemusik. Besøget havde ansporet en ung dansk musiker til at prøve noget tilsvarende. Trompeter ved Hestgarden H.C. Lumbye foranstaltede fra februar 1840 en række 'Koncerter á la Strauss', og disse var blevet et virkeligt tilløbsstykke i byen. Succesen var så stor, at Lumbye ved Hærreformen i 1842, bl.a. af den grund, tog sin afsked, for helt at hellige sig denne virksomhed.

De militære musikkorps havde frem til dette tidspunkt stort set været de eneste, der spillede koncerter for det menige København, og de havde i starten af dette nye holdt sig afventende. Men i sommeren 1840 var de klar 'til kamp' - som det beskrives i G. Skjernes bog: 'H.C. Lumbye og hans Samtid'.

”Ved denne tid var omsider hoboisterne rustede til at tage kampen op. Fra nu af begyndte H.M. Kongens Regiments Musikkorps i forening med en del andre hoboister fra de herværende regimenter og korpser i et antal af 65 Musici at give en række harmonikoncerter, der til en begyndelse afholdtes i Rosenborg Have, i hvilken anledning man ved springvandet havde oprejst en mægtig tribune. For at gøre disse koncerter, der i reglen afholdtes til indtægt for det nævnte musikkorps pensions- og enkekasse, så afvekslende som muligt, førte de i reglen nogle Strausernumre på programmet. Og navnlig var det fortjenstfuldt spækket med danske navne som Weyse, Kuhlau, Bredal, Frøhlich, Løvenskjold, Hartmann osv. Sjælen i disse koncerter var basunisten Georg Eichmüller, hvis hovedbestræbelse gik ud på efterhånden at trænge Lumbye væk og selv tage eneherredømmet. Han var en mand med ambition, og han forstod at vække publikums interesse. Selv prøverne, som han afholdt på Sølvgades Kaserne, samlede taknemmelige tilhørere, der stod i mængde på volden og lyttede til. Men ikke blot her truede hoboisterne efterhånden med en skarp konkurrence. På Rosenlund blev givet harmonimusik af Kastelsjægernes Musikkorps. Snart skulle der dukke hoboister op på et tredje sted, idet der i Citadellet Frederikshavn på Prinsens Bastion blev givet metalinstrumentkoncert (Hornmusik) af sjællandske og jyske Jægerkorps. Der var altså ikke mangel på musik. Navnlig de store hoboistkoncerter tog et mægtigt opsving. De tog stedse til i hyppighed og omfang og grasserede efterhånden alle vegne. På Vesterbros nye teater, på Hofteatret og i Christiansborg Slots Ridehus.”

Resultatet blev dog, at militærmusikken 'strakte gevær'.  Man opgav at slå Lumbye ud og koncentrerede sig i stedet om at koncertere for publikum på militærmusikkens egne præmisser. Man satte endog Lumbye-musik på programmet, selv til taffelmusikken.

Udvidelsen af musikkorpset standsede inden 1842 ikke ved de '25 hoboister', rescriptet taler om. Ved nyordningen i 1842 blev brigademusikkorpsene og Livgardens musikkorps, altså harmonimusikken, normeret med 27 hoboister. 2. Brigades og Livgardens Musikkorps bestod i starten af flere, men fik lov til at reducere antallet ned til de 27 ved naturlig afgang. De overtallige musikeres lønninger betaltes af Kongens kasse, og den bestemmelse ophævedes først 12 februar 1848, hvor man så må antage, at de 2 musikkorps er nået ned på det normerede antal musikere.

HORNMUSIK: BATALJONS-, HALVBRIGADE- OG REGIMENTSMUSIK

Ved Hærordningen af 1842 blev den militære struktur - som nævnt - ændret. De gamle regimenter forsvandt, og på baggrund af dem dannede man nye bataljoner i nummerrækkefølge, som overordnet var organiseret i brigader. De fleste af musikerne blev overført til nydannede brigademusikkorps på 27 hoboister og 5 spillemænd til trommer, bækken og triangel, mens bataljonerne beholdt de resterende som signal- og marchmusik på 17 mand: Stabstambur, 8 pibere og 8 trommer. Men det varede kort. Fra 1851 blev alle spillemændene hornblæsere, idet alle signaler ændredes til hornsignaler. Når der ikke var behov for hornsignaler ved kompagnierne, dyrkede spillemændene andre messinginstrumenter, så det varede naturligvis ikke længe, før man havde etableret et 16-mands hornmusikkorps, den såkaldte feltmusik, hvis musikere så både blæste signaler ved kompagnierne og virkede som musikkorps. (De 4 Jægerkorps havde allerede fra 1808 haft musikkorps med ren messingbesætning: Hornmusik - red). Bataljonsmusikken opbyggedes i fredsperioden mellem de 2 Slesvigske krige.

Kort efter nederlaget i 1864 rykkede bataljonen inkl. musikkorpset ind i sin nye garnison, Viborg. Musikkorpset blev reduceret til 9 mand, og ca. 15 års opbygning og arbejde var tilsyneladende slået i stykker. Nu var Viborg imidlertid blevet garnison for 2. Jyske Brigades 1. Halvbrigade, som bestod af såvel 6. som 8. Bataljon. Så det var alligevel ikke så alvorligt, musikalsk set, som først antaget: Til musicering i garnisonen kunne man nemlig af de 2 korps sammensætte et velbesat og velfungerende musikkorps på 18 mand - halvbrigademusikkorpset. Selvom man naturligvis normalt optrådte hver for sig, blev det efterhånden hyppigere og hyppigere, at man samledes i dette, henset til musikalske muligheder, mere ydedygtige halvbrigadekorps. Det havde den størrelse, de tidligere bataljonskorps havde haft, og det betød jo, at eksisterende noder og tidligere indhøstede erfaringer stadig kunne anvendes.

De militære opgaver var mangeartede. Musikerne varetog signalblæsning på kompagniplan. Bataljonskorpsene dækkede bataljonernes musikbehov fx. musik i spidsen af marchkolonnen, halvbrigadekorpset spillede for de i garnisonen værende stabe m.v. eller koncerter for civilbefolkningen eller sammensattes med 2. halvbrigades korps fra Aalborg til det store (hel)brigadekorps, som kom i funktion ved sjældne lejligheder, som fx. de årlige store feltøvelser i lejren ved Hald.

9. Regiments Musikkorps i 1889. Midt i midterste række sidder stabshornblæser Johan Chr. Nielsen. (Foto: Prinsens Musikkorps)

I 1880 genindførtes regimentsinddelingen, og halvbrigaden blev med få ændringer til 9. Regiment. For halvbrigademusikkorpset betød det, at der nu kun var tale om ét korps, den fast sammenspillede regimentsmusik, som blev opnormeret til 20 mand og underlagt regimentsstaben. Derved mistede bataljonerne, og for 6. Bataljon var det jo anden gang i historien, deres egne musikkorps, og måtte stå i kø for, lejlighedsvis at kunne trække på regimentsmusikken. Musikkorpset spillede regelmæssigt for borgerne i byen, fx. offentlige koncerter på Borgvold.

Nogle regimentsmusikkorps forsøgte omkring århundredskiftet, efter indhentet tilladelse, at genoplive harmonimusikken, ved at sammensætte korpsene med en blandet træ- og messingblæserbesætning. P.g.a. musikkorpsenes størrelse (som uanset instrumentsammensætningen var de nævnte 20 musikere) var det dog ikke rigtigt vellykket, og det blev aldrig forsøgt i Viborg. Her holdt man fast ved hornorkesterbesætningen, men varierede i stedet koncertudbudet i byen, ved at tilbyde indendørs abonnementskoncerter i Håndværkerforeningen for lille symfoniorkesterbesætning. Vores nodearkiv dokumenterer denne virksomhed med ca. 100 musikstykker tilrettelagt efter dette koncept.

Det var selvfølgelig en stor fordel for musiklivet i byen at have 20 fuldtidsbeskæftigede, hvoraf mange trakterede flere instrumenter, blandt sine musikudøvere. Regimentsmusikerne var f.eks. en uvurderlig kærne i det civile orkester ved koncerter med klassisk musik i begyndelsen af dette århundrede under ledelse af kantor Hæstrup.

9. Regiments Musikkorps i 1915 med musikløjtnant Rudolph Tetschner i midten.

I 1909 var forarbejdet til en ny forsvarsordning færdigt, og den indeholdt et knusende slag mod militærmusikken: Fra 1 april 1911 skulle al militærmusik udenfor Livgarden opløses. Der rejste sig en skov af protester, der blev holdt møder og vedtaget resolutioner o.s.v – men 31. marts 1911 måtte musikkorpset afholde sin afskedskoncert i Rådhussalen med både stryger- og hornmusik. Men de omfattende protester og debatterne i Rigsdagen må alligevel have hjulpet. Allerede næste morgen, på skæringsdagen 1 april, udgik der telegrammer fra Krigsministeriet om, at afskedigelserne var tilbagekaldt. Man åndede lettet op, men snart efter kom realiteterne: De gode og velbesatte regimentsorkestre skulle nedskæres fra 20 til 9 faste musikere. Dertil kom så 3 reservemusikere, som ikke var pligtige til at medvirke udenfor garnisonen.

Nu var det, datidens samfærdselsmidler taget i betragtning, ikke så tit, man musicerede udenfor garnisonen, så i praksis kan man sige, at korpsets størrelse blev nedskåret til 12 mand. Det var ingen god ordning, men musikerne gik alligevel til opgaven med energi, og snart opførtes igen musik i Viborg i vanlig sværhedsgrad og udførelse for den nu reducerede besætning. Ordningen løb frem til efter 1. Verdenskrig. De sidste betydningsfulde opgaver korpset løste var periodevise (af 1 måneds varighed) udstationeringer i Sønderjylland efter Genforeningen og underlagt Sønderjydsk Kommando, hvor to regimenters musikkorps á 9 faste mand blev sammensat til et korps på 18.

Ved Forsvarsordningen af 1922 blevet par regimenter nedlagt. Musikerne eller stillingerne blev fordelt til de øvrige korps, som således blev på 15 mand. Ingen musikere ville tilsyneladende flytte til Viborg, så her var der tale om nybesættelser, et kraftigt tilskud af unge friske kræfter. 1 juli 1932 oprandt så militærmusikkens helt sorte dag. Denne gang kom ingen redning i sidste øjeblik - musikkorpset blev sparet bort, og Viborgs regimentsmusikere - som ca. 160 andre over hele landet - blev afskediget.

9. Regiments Musikkorps i 1932 - kort før nedlæggelsen. Musikdirigent Aage V. Beyer siddende i midten. (Foto: Lindhardt 'Klingende Spil')

Den musikløse tid varede 9 år, men dog længe nok til at dokumentere misgrebet. Hæren manglede af mange grunde sine musikkorps, og også det civile musikliv havde problemer. Det kneb med at få besat ledige stillinger ved de civile orkestre, og det var en uvant situation. I flere hundrede år havde man ellers altid kunnet rekruttere fra militærmusikken.

Men der blev igen grobund for dansk militærmusik. De tyske militærorkestres mange koncerter i Besættelsens start skabte et ønske om en national dansk modvægt, og i 1941 genoprettedes 4 hornmusikkorps, heriblandt et tilknyttet regimentet i Viborg. Dette havde i mellemtiden skiftet navn fra 9. til 3. Regiment, så det var under dette navn, musikkorpset og regimentets rekrutstyrke midlertidigt blev garnisoneret hos Dragonerne i Randers. Besættelsesmagten havde jo bl.a. overtaget kasernen i Viborg, Musikkorpset var sammensat af ældre musikere, som havde gjort tjeneste før 1932, samt nye uprøvede kræfter. Korpset var i starten normeret med 15 faste musikere, dirigent og stabstambur, som også skulle fungere som kommandobefalingsmand og som derfor kom fra officiantgruppen, men først i 50'erne blev denne sidste post overtaget af en musiker, således at korpsets normering blev - og stadig er - på 16 musikere og dirigent. Den gamle ordning med spillemænd - 5 værnepligtige musikere - var også stadig gældende, men denne ordning forsvandt i 1973.

Musikkorpset vender hjem til sin egen garnisioneby, Viborg, i 1953. Nu som 3. Regiments Musikkorps. (Foto: Viborg Lokalarkiv)

1 juli 1953 kom korpset tilbage til Viborg, og de næste 50 år blev Midt-, Vest- og Nordjylland betjent med militærmusik herfra. Fra de seneste år kan nævnes talløse skolekoncerter, de store pensionistkoncerter i hallerne eller de højt profilerede indendørs koncerter med entré, hvor gæstedirigenter og/eller kendte navne som solister medvirkeder. Og her står vi så i dag, efter knap 350 år i afdelingens tjeneste; næsten uden afbrydelser. Afdelingen? - ja, det oprindelige Ebersteins Regiment blev jo - via Prins Christians Regiment og Kongens Regiment - til 6. Bataljon, og denne indgik først i 9. Regiment (1880-1932) dernæst i 3. Regiment (1932-1951). I 1951 nydannedes 3. Regiment på baggrund af netop 6. Bataljons traditioner og historie, og bataljonen gled ind i det nye regiment som dets 1. Bataljon. Som den sidste underafdeling på Viborg Kaserne flyttede musikkorpset 1 februar 2001 til Skive.

Sammensætningen af musikkorpsets koncerter har ændret sig meget i de seneste år. Reduktionen fra 4 til 2 musikkorps udenfor Livgarden har selvsagt betydet, at de militære musiceringer er steget procentvis i antal. Musikkorpsene er jo placeret i Haderslev og Skive, så musicering på Sjælland, som musikkorpsene skiftes til at udføre, er ofte både økonomisk og tidsmæssigt ressourcekrævende. Skolekoncerter, koncerter på plejehjem og sygehuse og offentlige promenadekoncerter på byernes torve og pladser er - bl.a. af den grund - tilsvarende faldet i antal.

Efterskrift:

I 2005 blev Prinsens Livregiment nedlagt. Men musikkorpset fik lov til at bestå - nu under navnet 'Prinsens Musikkorps' og administrativt hørende under Dragonregimentet i Holstebro. Senest har musikkorpset igen fået nyt tilhørsforhold, idet Flyvevåbenet i 2021 overtog musikkorpset. Det hedder i dag Prinsens Musikkorps - Flyvevåbenets Musikkorps.

Prinsens Musikkorps på march med stabstambour Torben Johannsen 2018. (Foto: Prinsens Musikkorps)

Prinsens Musikkorps - fra 2021 Flyvevåbenets Musikkorps. (Foto: Prinsens Musikkorps)